Gå direkte til indhold

Projekter

Seks skoler er udvalgt og får en samlet støtte på op til 21 millioner kroner fra Skole+.

Efter en grundig ansøgningsproces er seks skoler i gang med at realisere byggeprojekter som en del af Skole+. 

Projekterne viser, hvordan man kan inddrage idræt og bevægelse i skoletid og fritid og samtidig åbne skolerne op for foreningslivet og det øvrige lokalsamfund.

De udvalgte skoler er: 

  • Arresø Skole i Halsnæs Kommune
  • Haarby Skole i Assens Kommune
  • Mosedeskole i Greve Kommune
  • Stokkebækskolen i Svendborg Kommune 
  • Søndervangskolen i Aarhus Kommune
  • Virring Skole i Skanderborg Kommune 

Læs om projekterne nedenfor.

  • I fynske Haarby er skole og hal blevet forbundet i et sammenhængende aktivitetsområde for hele byen.

    Den ældste del af Haarby Skole i Assens Kommune blev taget i brug i 1951. Siden er der af flere omgange tilføjet bygninger til skolen, der i dag rummer knap 400 elever. Inden for en radius af 100 meter ligger også en nyere børnehave samt Haarby-Hallerne. Den tætte koncentration af offentlige funktioner og foreninger er et naturligt mødepunkt for byens cirka 2000 børn og forældre.

    På grund af den korte afstand mellem skole og hal har de to institutioner i mange år arbejdet tæt sammen. I forlængelse af den nye folkeskolereforms øgede fokus på fysisk aktivitet i løbet af skoledagen, blev der lagt op til endnu mere aktivitet i et allerede travlt område. Derfor ville projektgruppen bringe arealerne i skolen og mellem skolen og hallen i spil. Målet var at skabe et sammenhængende aktivitetsområde - til glæde for hele byen.

    Der blev fokuseret på tre områder med forskellige funktioner i projektet:

    Hallen ind i skolen: Der er indarbejdet en række aktivitetsområder for fysisk udfoldelse i form af klatrenet, klatretove, pukkelbane, gynger, klatrevæg, svingtove og pudegrav. Formålet er, at eleverne i frikvartererne eller andre korte pauser hurtigt kan få pulsen op.

    Skolen ind i hallen:
    Der er etableret et undervisningsområde med moderne AV-udstyr, elektroniske spil i gangarealerne, hvor fysisk aktivitet er nødvendig for at aktivere forskellige opgaver af sproglig eller matematisk karakter, og endelig er der etableret en række mindre stille- og biblioteksområder, hvor man kan løse opgaver på tablets eller bare hygge sig.

    Udearealerne: Imellem skole og hal er der etableret et bånd, som tydeligt binder skole og hal sammen. Der er monteret klatrenet, udstrækningsbomme, trampoliner, rutsjebane karruseller m.m. Herudover er der store amfitrapper hvor eleverne kan samles, eller de kan anvendes til udendørs undervisning.


     
    Med det færdige projekt er skabt en samlet platform for motion, leg og læring til brug for både skole, børnehave, foreninger, aktive ældre og byen som helhed. Et sted, der kan tilbyde en bred palette af aktivitetsmuligheder og læringsmiljøer. Ønsket er også, at unge, der i dag ikke dyrker idræt eller andre former for bevægelse, kan motiveres til at komme i gang med en idrætsgren i en af lokalområdets idrætsforeninger. 

    Beliggenhed
    Haarby i Assens Kommune

    Organisation
    Assens Kommune, Haarby-Hallerne, Haarby Skole og Haarby Boldklub. Rådgiver er Skala Arkitekter (AUTENS, BCVA, arki_lab, Stokvad & Kerstens, WESSBERG).

    Samlet budget
    10,16 mio. kr.

    Foto: Leif Tuxen

    • Gangearealet er blevet motions- og læringssti på Arresø Skole, Magleblik.

      Afdeling Magleblik, Arresø Skole, finder man i Halsnæs Kommune i Nordsjælland. Skolen er en typeskole fra midt i 1970’erne, som ligger nær et udsat boligområde og er udfordret af bl.a. højt fravær, et lavt fagligt niveau og for lidt fysisk aktivitet blandt eleverne. En større andel af eleverne er desuden overvægtige i forhold til landsgennemsnittet. Skolen rummer hovedparten af kommunens specialtilbud med et inklusionsspor for børn med generelle indlæringsvanskeligheder, et autismecenter og en læseklasseafdeling.

      Igennem skolen løber en lang betongang i to plan, som de 744 elever naturligt passerer igennem flere gange dagligt. Visionen med dette projekt var derfor at forvandle det 2000 kvadratemeter store gangareal til en motions- og læringssti, der indbyder til aktiv leg og læring for alle. Sammen med idrætsforeninger, elever, lærere og pædagoger har projektet udviklet inspirerende bevægelses- og læringsstationer, som understøtter både læring og fysisk aktivitet. Målet er at styrke integration og inklusion ved at sætte særligt fokus på kropsbevidsthed. 

      Skolen tænkes som et åbent kulturcenter, der kan benyttes det meste af døgnet af alle kommunens borgere. På sigt er tanken bag motions- og læringsstien at skabe mulighed for en udendørs udbygning, så stien kan fortsætte på skolens udearealer. På den måde åbnes skolen op for lokalområdet og bliver samtidig attraktiv og indbydende for foreninger og øvrige beboere. 

      Beliggenhed
      Frederiksværk, Halsnæs Kommune

      Organisation
      Halsnæs Kommune, Arresø Skole Magleblik, Kregme Gymnastikforening, Brydeklubben Heros, Halsnæs Idrætsråd. Rådgiver er Nord Arkitekter (Balslev Rådgivende Ingeniører, Mette Rose Eriksen, UCC).

      Samlet budget
      Ca. 6 mio. kr.

    • Mosedeskolens planløsning er gentænkt i aktivitetszoner, der inspirerer skolebørn og andre besøgende til at sætte gang i kroppen.

      Mosedeskolen i Greve ligger i et parcelhuskvarter med mange børnefamilier og et rigt foreningsliv. Skolen er en typisk skolebygning fra 1969, men planløsningen egnede sig ikke til at indfri folkeskolereformens krav om en hverdag med mere bevægelse og idræt. Planløsningen stod også i vejen for at bruge skolen til mange forskellige formål og af mange forskellige borgergrupper - både i og uden for undervisningstiden.

      Det færdige projekt har givet Mosedeskolen en mere alsidig og transparent arkitektur med fysiske rammer og faciliteter, som understøtter nytænkende pædagogik, bevægelses- og idrætsadfærd - til glæde og gavn for skolebørn, foreninger og lokalsamfund.

      Den nye planløsning er opdelt i tre typer aktivitetszoner, som indbyder til  at bevæge sig med henholdsvis lav, middel og høj intensitet. Zonerne kan indrettes til forskellige typer aktiviteter.

      Beliggenhed
      Greve, Greve Kommune

      Organisation
      Greve Kommune, Mosedeskolen samt lokale foreninger. Rådgiver er Arkitektfirmaet Kjaer & Richter (Jørgen Nielsen Rådgivende Ingeniører, Strunge Jensen Rådgivende Ingeniører F.R.I).

      Budget
      Ca. 10 mio. kr. 

    • På Søndervangskolen er bevægelse en integreret del af læringsprocessen. Projektet er realiseret og indviet i november 2016.

      Søndervangskolen ligger i Viby i det sydlige Aarhus og er et tidstypisk skolebyggeri fra 1969, som bl.a. kan kendes på de langstrakte, lige gange, der adskiller klasselokalerne. Skolen ligger i et socialt udfordret boligområde med en multietnisk profil.  Målet er at gøre skolen til et samlingspunkt, hvor leg, læring og bevægelse bidrager til at skabe succesfulde medborgere. Et aktivt samarbejde med lokale foreninger er allerede i gang.

      Med projektet er en skolens gangarealer gentænkt som bevægelsessti. Dels til brug for eleverne i skole- og fritidsliv, dels for at åbne skolen op mod omverdenen.

      Bevægelsesstien rummer forskellige aktivitetszoner, og dermed understøtter projektet en kultur, hvor bevægelse er en integreret del af børnenes læring. Det færdige resultat har skabt plads til en eksperimenterende og projektbaseret tilgang til læring, hvor børn, unge og voksne kan mødes på kryds og tværs af alder, etnicitet, interesser og faglighed.

      De mange foreninger, der i forvejen benytter skolens bygninger og faciliteter, har derudover fået mulighed for at udvide deres aktiviteter til skolens gangarealer og centrale opholdsrum.

       

      Beliggenhed
      Viby, Aarhus Kommune

      Organisation
      Aarhus Kommune, Søndervangskolen, Viby Syd IF, Alboa, Ung i Aarhus og Dagtilbud Søndervang. Rådgiver er Friis & Moltke (SMAK architects, Grethe Sandholm).

      Budget
      Ca. 7 mio. kr.


      Foto: Leif Tuxen
    • Et nyt multifunktionelt giver Stokkebækskolens elever og lokalområdets borgere mulighed for at samles om aktiv læring og bevægelses- og idrætsaktiviteter. Projektet er realiseret.

      Stokkebækskolen i Svendborg Kommune har mere end 500 elever elever fordelt på tre matrikler, hvoraf over 100 elever har deres daglige gang på afdelingen i Hesselager – en by med omkring 1000 indbyggere og et stærkt, lokalt fællesskab - især inden for idrætten. 

      Skolen er hele byens samlingssted og bruges flittigt til sociale arrangementer, men den gamle gymnastiksal var efterhånden slidt ned. Derfor manglede skolen et sted med plads til at samle elever under ét tag. Og borgerne i Hesselager manglede faciliteter til at rumme byens social-, kultur- og idrætsliv.

      Visionen på stedet var derfor at skabe rammerne for projektorienteret og aktiv læring på tværs af årgange. Og samtidig åbne skolen op og give større mulighed for at inddrage lokalsamfundets mange ressourcer. Skolen skal være stedet, hvor unge og ældre mødes og udveksler erfaringer om alt fra fitness til folkekøkken. 

        
      Med projektet er den gamle gymnastiksal udvidet, så åben arkitektur og ny teknologi kan understøtte mange forskellige slags aktiviteter på samme tid: En transparent og åben planløsning, der opfordrer til bevægelse og bygger bro mellem børn og borgere i alle aldre.

      Beliggenhed
      Hesselager, Svendborg Kommune

      Organisation
      Svendborg Kommune, Stokkebækskolen, Hesselager Sport og Kultur. Nøhr & Sigsgaard Arkitektfirma (KATOxVictoria Arkitektfirma, Olcay Senoglu).

      Budget
      Cirka 6 mio. kr.

      Foto: Leif Tuxen

    • Virring Skole har aktiveret et kedeligt indgangsparti sammen med lokale idrætsforeninger. Projektet er realiseret og indviet i november 2016.

      I den lille by  Virring, nær Skanderborg, finder man Virring Skole fra 1978. Skoledistriktet strækker sig over et stort areal, og cirka 65 procent af skolens over 400 elever ankommer derfor med bus. Elevernes transport medfører ofte en del ventetid, og derfor ønskede man på stedet at indrette skolens store foyer og de lange gangarealer, så de i højere grad ville indbyde til bevægelse.



      Visionen med dette projekt var derfor at sætte drøn på ventetiden. Projektgruppen ønskede også, at skolens skulle byde sine brugere indenfor til et aktivt fællesskab, og at fællesskabet og den åbne skole skulle være det første, man møder, når man ankommer til skolen. Med projektet byder de mange kvadratmeter på nye løsninger og bevægelsesfaciliteter, som kan inspirere landsbyskoler landet over. 

      Arkitekt Lars Serup fra arkitektfirmaet Transform fandt sammen med entreprenør John A. Laursen de rigtige løsninger, så funktion, materialer og pris spiller sammen. Projektet er tilrettelagt i samarbejde med en lokal styregruppe.

       
      Med fem forskellige baner er det nye indgangsparti ramme om mange forskellige bevægelsesaktiviteter fra lavt aktivitetsniveau til en høj puls. Der er lagt op til, at de fem baner inspirerer og rummer forskellige bevægelsesniveauer og udfordringer.

      Beliggenhed
      Virring, Skanderborg Kommune

      Organisation
      Skanderborg Kommune, Virring Skole samt lokale foreninger. Rådgiver er Transform (Sloth Møller, forsker Ph.d. Jens Troelsen, SDU).

      Budget
      3,7 mio. kr.


      Foto: Leif Tuxen

    Information om cookies.

    Accepter